• Fusion mellem to danske erhvervsgiganter er officiel

    来源: BDK Finans / 29 1月 2024 05:40:11   America/New_York

    Fusionen mellem de to danske selskaber Novozymes og Chr. Hansen er nu officielt gennemført. Det skriver førstnævnte i en pressemeddelelse mandag kort før middag. Sammenlægningen betyder, at den samlede konstruktion fremadrettet kommer til at gå under navnet Novonesis. Første halvdel af det nye firmanavn refererer både til det latinske "novo", der betyder ny, men selvfølgelig også til Novo Nordisk, som Novozymes udspringer fra. Anden halvdel af det nye firmanavn er taget fra det græske ord "genesis", som betyder begyndelse. Det kombinerede selskab samler mere end 10.000 ansatte under samme tag, og selskabets samlede omsætning estimeres til at ligge i omegnen af 27 milliarder kroner. Både Chr. Hansen og Novozymes producerer enzymer, mikroorganismer og andre ingredienser, der bruges i fremstilling af blandt andet fødevarer, vaskepulver og dyrefoder. - Vi vil udvikle transformative bioløsninger, der forbedrer den måde, vi alle producerer, forbruger og lever på, siger Ester Baiget, administrerende direktør for Novonesis, mandagens pressemeddelelse. I december i 2022 blev det offentliggjort, at Novozymes ville overtage Chr. Hansen, og i sidste måned blev navnet på den fusionerede virksomhed offentliggjort. Siden meddelelsen om fusionsplanerne har parterne arbejdet på at få godkendt sammenlægningen hos konkurrencemyndighederne verden over, og fredag faldt sidste brik i puslespillet på plads. Her gav EU-Kommissionen endeligt grønt lys til fusionen af de to børsnoterede selskaber. Novonesis regner med, at Chr. Hansens aktier kan handles for sidste gang på fondsbørsen tirsdag. For Novozymes gælder det onsdag. Torsdag får investorerne hos Chr. Hansen vekslet deres aktier til Novonesis-aktier /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/fusion-mellem-to-danske-erhvervsgiganter-er-officiel
分享